whiteout

Whiteout – fanget to døgn i Grønland.
En historie fortalt i lyd, lys og rum.

Produceret af
Rum<>fang og Husets Teater

Idé, Visuelt Koncept, Iscenesætter
Lisbeth Burian 


Dokumentariske optagelser,tekst, Klip
Rikke Houd

Visuelt Koncept, Lysdesign
Åsa Frankenberg 


Rumligt Lyddesign 
Jes Theede

Musik
Mark Solborg

Foto
Raphael F. Solholm

Scenemester
Asger Mortensen


Prolog stemme
Konrad Nuka Godfredsen

Kvindestemme
Rikke Houd

Nyhedsoplæser
Nukaka Coster-Waldau

Oversætter Østgrønlandsk-Dansk
Ruutu Olsen

Vindlyde, Sang
Sangkoret Inngeratsiler, optaget af Jón Hallur Stefánsson Polar Radio Workshops 2005

Konsulent, Klip, Dramaturgi
Jón Hallur Stéfansson 


Arkivoptagelser 
Poul Rovsing-Olsen, Henning Rovsing-Olsen, William Thalbitzer m.fl.

Tak til alle der hjalp og medvirkede fra Tasillaq og Kulusuk.

Langt fra København ligger et sted, der for mig tidligere var som en hvid plet på landkortet. Østgrønland. Også kaldet Tunu – bagsiden. Det er en kyst, der strækker sig fra, hvad der svarer til en afstand fra København til Nilens delta, og den er i dag befolket af omkring 4000 mennesker.
 Det er et sted jeg rejste til i fantasien, da jeg som lille sad i
 min farfars grønne sønderjyske stue og læste hans bøger om ukendte, hemmelighedsfulde steder i verden.
 Idéen til denne forestilling bunder i en længsel og nysgerrighed efter at opleve dette sted, som jeg rejste til i fantasien dengang, et ønske om at fylde den hvide plet med billeder, historier og stemmer.
Da Gustav Holm kom frem til Østgrønland i 1884, levede der knap 500 inuitter på den lange kyst. Her havde de levet isoleret i over 4000 år. Det er gået stærkt siden Gustav Holm kom med sin konebådsekspedition for 140 år siden. Så mange af de gamle stemmer er forsvundet. Stemmer, der fortalte om den ånd, der er i alt, om en gammel, gammel verden og en natur, der sætter nogle barske rammer for livet.
Jeg rejste til Østgrønland sammen med radiofortælleren Rikke Houd for at samle materiale til denne forestilling.
 Vi ledte efter de stemmer og steder, der var forbundet til den urgamle verden, til naturen, til stedet og dets ånd
 og univers. Vi ledte efter de historier vi følte gemte sig i vinden, klippesprækkerne, i væggene, i de forladte huse
 og i menneskerne der. Vi vendte hjem med interviews, lydoptagelser, fotos, objekter og indtryk. Da vi kom tilbage til København ledte vi videre i arkiver og bøger, og fandt nogle af de ældste lydoptagelser fra Østgrønland indspillet i 1905. Optagelser af stemmer, der for et øjeblik lader os rejse igennem en tidssprække til den viden, kosmologi og levemåde, der har sikret overlevelsen i Østgrønlands barske natur i tusindvis af år.
Der er mange emner, der presser sig på når man fortæller en historie fra Grønland. Kolonihistorie, sociale problemer, klimaforandring, arktisk territoriekrig om råstoffer og landegrænser er nogle blandt mange. Vi valgte at lade disse emner træde i baggrunden og i stedet fokusere på de nære fortællinger og stemmer om dette sted og dets enorme væsen og ånd, for det er det, der står stærkest i vores møde med Østgrønland og østgrønlænderne.
Whiteout er to døgn fortættet med dokumentariske stemmer og historier fra forskellige tider, der mødes i et fiktivt rum lidt ude i fremtiden. Skuespillere er erstattet med lyd og stemmer, lys, rum, og ny musik og det er i mødet med disse elementer, at historien og stedet er blevet fremkaldt.
 Jeg havde et ønske om at samle et stærkt hold af individuelle kunstnere til et kollektivt værk. Med Rikke Houds afsæt
 i de dokumentariske radiofortællinger har det været et interessant møde med en rumlig dramaturgi. Lysdesigner Åsa Frankenberg, der også tidligere har rejst i Grønland, og jeg har i et tæt samarbejde udviklet det visuelle koncept for rum og lys, parallelt med historierne. Mark Solborg har komponeret musik og lyd til forestillingen, med udgangspunkt i nye og gamle dokumentariske optagelser. Det rumlige lyddesign, multihøjtaler set-up og mix er skabt af Jes Theede.
Da jeg rejste i Grønland blev jeg mindet om, hvor skrøbeligt mennesket er, og samtidig blev jeg mindet om, hvilken vilje 
til overlevelse vi besidder – måske i kraft af de historier vi fortæller?

Lisbeth Burian
Idé, visuelt koncept, iscenesætter

 

Anmeldelser

Publikum må selv give stemmerne kroppe og ansigter, visualisere dem gå rundt i hytten eller siddende på sælskindet på gulvet. Selvom der ingen mennesker er i rummet, udover os, fortæller lydene, men også lyset, hvor vores tanker kan vandre hen og skabe billeder. Vi glemmer verden udenfor, imens vi synker ind i lydene og fortællingerne.

 Forestillingen er ikke underholdning, som vi plejer at møde den, hvor vi helst ikke må komme til at dagdrømme andre steder hen, nej her er der plads til at forsvinde væk i egne tanker og følelser…’Whiteout’ er således en fin lille sanseoplevelse som sætter publikum på arbejde med at skabe egne billeder og mening af de lyde og stemmer, som de får præsenteret…Så hvis livet er overvældende og stresset, kan det være en god oplevelse at sidde fast i en grønlandsk hytte i et par dage.

Ungt teaterblod *****


“I en verden med så mange visuelle indtryk, er det en dejlig oplevelse for en gang skyld at lade ørene være hovedkanal for vores sansning. ’Whiteout’ giver plads til eftertanke og ro. Forestillingen er ikke underholdning, som vi plejer at møde den, hvor vi helst ikke må komme til at dagdrømme andre steder hen, nej her er der plads til at forsvinde væk i egne tanker og følelser.”
– Amalie Sloth de Fine Licht,
 

“”Whiteout” er en montage så god, som man ellers kan opleve dem i Danmarks Radio. Rikke Houd fortæller tæt på mikrofonen, så man føler at være i stue med hende, og skrattende lydglimt og stormens hujen indrammer hverdagsbilledet af livet på et udsat sted. Gulvet er dækket med sælskind som en fin, atmosfære-skabende detalje. Resten skal foregå i publikums hoveder. Tilskuerne selv er fremstillingens “personer”. Når naturen pacificerer én får tankerne frit løb. Radioteater i teatret – så har man oplevet det med.”
– Knud Cornelius, Frederiksborg Amts Avis
 

“Skynd dig ind og se den, hvis du er fan af installationer og totaloplevelser, hvor du få lov til at træde ind i en verden og fornemme den med alle sanser uden nødvendigvis at få en sammenhængende historie med i købet.”
– Astrid Lindgreen Hjermind, DEN4VÆG.DK
 

“I høretelefonerne får vi den grundlæggende stemning af det oprindelige folk i det barske klima. Lyde at natur blander sig med stemmer fra både fortid og nutid. Det er både smukt og poetisk, råt og voldsomt. Nogen eller noget hamrer på væggene, og jeg bliver ret usikkert på, om jeg har lyst til at vide, hvem eller hvad det er. Inde er der trygt og godt. Der dufter stadig af suppe, og jeg kan slet ikke få nok af, at finde nye former og mønstre på de mange sælskind, der ligger på gulvet. Det er som om, at historierne trænger sig på overalt. (…) En varm anbefaling, hvis du vil opleve ”sprækker i tiden.”
– Knud Overgaard Pedersen, KOP KULTUR